Min mor glemmer.
Min mor har over de sidste par år ændret sig meget. Hun er begyndt at glemme aftaler og har ofte svært ved at finde ordene. Hun forlægger hele tiden sine nøgler og pungen. Jeg bliver ringet op flere gange om dagen, hvor hun beskylder mig for at have taget hendes ting. Hun bliver meget vred og er ofte opfarende, hun har ellers altid været et sødt og empatisk menneske. Nu ved jeg aldrig, hvilket humør hun er i , men når jeg konfronterer hende med det, husker hun ikke vores skænderi. Jeg er meget bekymret og ved samtidig ikke hvordan jeg skal få italesat problemet med min mor, da jeg nødigt vil såre hende. Hvad gør jeg? Hilsen den bekymrede datter.
Svar fra Demenslinien:
Kære Den bekymrede datter
Du beskriver ændringer hos din mor, som bestemt er bekymrende.
Det er vigtigt at finde årsagen til ændringerne så din mor kan få den rette behandling, hjælp og støtte.
Vejen til udredningen går gennem hendes praktiserende læge. Det er en rigtig god ide, hvis du har mulighed for at tage med din mor til lægen.
Lægen vil starte udredning på din mor med en lille demenstest (MMSE), blodprøver og en grundig samtale med din mor og dig. Alt efter udfaldet af dette, kan han henvise til en hjernescanning og udredning på en Hukommelsesklinik.
Det kan være svært at komme i gang med samtalen om din mors ændrede adfærd. Men grib muligheden, hvis mor din mor selv åbner op. Undgå at stille en diagnose, men beskriv din oplevelse og din bekymring. Det er under alle omstændigheder vigtigt at finde ud af, om din mor har vitaminmangel, stofskifteproblemer, stress, en depression eller andet, som netop kan give de samme symptomer, som demens.
Husk, at din mor selv skal sige ja til en udredning, før det kan lade sig gøre.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.