Svært at tale om sygdommen
Jeg er en kvinde på 49 år, der har fået stillet diagnosen Alzheimers sygdom for to måneder siden. Jeg er stadig i arbejde, men jeg mærker, at det er svært for mig at blive ved med at klare det. Jeg er single og har ikke fortalt nogen, at jeg er syg. Mine børn ved heller ikke, at jeg er syg, men vi har mange konflikter. Børnene reagerer især på, at jeg glemmer ting, og de siger, det er irriterende, at jeg spørger om det samme igen og igen. Jeg er helt i vildrede med, hvordan jeg skal få styr på mit liv.
Svar fra Demenslinien:
Kære Du
Du er nødt til at begynde med åbenhed. Sygdommen er ikke en hemmelighed, som du kan blive ved med at bære alene. Du fortæller, at du har svært ved at klare dit arbejde. Det har din arbejdsgiver og eventuelt dine kollegaer sandsynligvis allerede bemærket, og det kan være en lettelse for alle at få talt om situationen. For at få lavet en god aftale med arbejdspladsen, bliver de nødt til at vide, at du er syg. Hukommelsesklinikken, hvor du har fået stillet diagnosen, har muligvis en socialrådgiver tilknyttet, som kan vejlede dig omkring, hvordan du bedst griber situationen an, og hvem der bør medinddrages. For at få nedtrappet konflikten i familien er det vigtigt, at alle i familien ved, hvorfor du har problemer – blandt andet med at huske. Kan det måske være en god ide at inddrage børnenes far, når du fortæller dem om din sygdom? Børnene vil få brug for hjælp og støtte fra en anden voksen, så hvis deres far ikke er en mulighed, så har du måske en veninde, en moster eller en anden, som er tæt på. Du vil helt sikkert også kunne finde støtte hos kommunens demenskoordinator. Sig ja tak til den hjælp og støtte du kan få. Du kan læse mere på Alzheimerforeningens hjemmeside.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.