Svar fra Demenslinien:

Kære Hustru

I mange tilfælde har den person, der udviser tegn på demens, ikke selv registreret nogen problemer med sin hukommelse eller andre kognitive funktioner. Typisk er det en ægtefælle eller andre nære familiemedlemmer, der først bemærker, at noget ikke er, som det plejer at være. Nogle pårørende oplever imidlertid, at personen afviser at gå til lægen. Det kan der være flere grunde til. En af dem kan være en generel modvilje mod læger og autoriteter. En anden kan være, at personen alligevel selv fornemmer, at noget er galt, men er bange for at blive konfronteret med en alvorlig diagnose. Endelig kan en sandsynlig grund være, at de sygdomsprocesser, der forløber i hjernen ved en demenssyg­dom, forhindrer personen i at erkende egne vanskeligheder. Manglende sygdomserkendelse er almindeligt ved de fleste demenssygdomme og især ved mere fremskredne stadier af sygdommen, men det ses også tidligt ved nogle sygdomme, for eksempel frontotemporal demens.

Hvad gør man så, hvis man er en bekymret pårørende?

Det allerbedste vil være, at den som har tegn på demens selv, er med på, at det er en god ide at blive udredt. Lad være med at sige, at du mistænker demens. Det kan virke skræmmende. Det kan jo være, at der er tale om noget helt andet, som det er vigtigt at få behandlet. Det kan være en blidere vej at komme til lægen på.

Jeg vil råde til at prøve at gå mere lempeligt til værks. Mange mennesker går til lægen for at få et generelt helbredstjek, og du kan foreslå, at I gør det samme. Hvis personen afviser, så læg emnet på hylden for en stund og prøv igen på et andet tidspunkt. Måske har personen en anden lidelse eller en fysisk skavank, som du kan opfordre til, bliver undersøgt. Appeller til, at personen skal gå til lægen for din skyld, fordi du er bekymret. Nogle gange kan det hjælpe, hvis et andet familiemedlem eller en udefra, for eksempel en ven, som personen har stor tillid til, taler med personen. Hvis det heller ikke hjælper, så prøv at kontakte den lokale demenskoordinator og fortæl om din bekymring og jeres situation. Hun har måske nogle ideer til, hvad du kan gøre. Måske kan hun finde et påskud til at komme på besøg og selv vurdere situationen. På baggrund af sin viden og erfaring kan hun måske få personen til at indse, at det er en god ide at gå til lægen. Helt overordnet vil jeg råde til, at du væbner dig med tålmodighed. Lad være med at presse på og insistere, for det vil bare give konflikter og skabe mistillid, som ikke er konstruktivt for jeres samvær og det videre forløb.

Når det forhåbentlig (endelig) lykkes at få accept til et lægebesøg, så forsøg at få det til at være det naturligste i hele verden, at du går med. De fleste personer med begyndende demens kan opretholde facaden og fremstå som om, at alt er, som det skal være. Hvis du er med inde hos lægen, kan du fortælle om de forandringer, du har bemærket. Det kan dog være ubehageligt eller skabe grobund for konflikter at tale om dine bekymringer i personens nærvær.

Du kan overveje at ringe til lægen på forhånd og fortælle om din mistanke, så lægen på forhånd ved, hvad han eller hun skal være opmærksom på.

Pårørende kan føle, at det er ubehageligt at ringe til lægen og tale om personen bag ryggen på vedkommende. Alternativet - at gøre ingenting - er værre. Ligegyldigt, om der er tale om demens eller en anden tilstand, der giver demenslignende symptomer, så er en diagnose nødvendig for at få den rette behandling og støtte.

Demensliniens rådgiver

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.