Forebyggende medicin ? Behandling ?
Min mand er noget dement efter blodprop. Kan ikke huske så godt. Er der medicinsk behandling? Jeg er selv begyndt at have problemer med at huske noget jeg lige har tænkt på. Er der forebyggende medicin ?
Svar fra Demenslinien:
Kære Janne
Du fortæller, at din mand har haft en blodprop og efter dette har problemer med at huske.
Det vigtigste er at din mand får behandling, som forebygger nye blodpropper. Det vil sige, at han får en blodfortyndende behandling og behandling ved forhøjet blodtryk. Hvis der er behov for genoptræning, er det også vigtigt, at han får det.
Hvis I oplever at hukommelsesproblemerne vokser, bør din mand udredes for om, det kan skyldes andet end blodproppen. Hvis der også er tale om en demenssygdom, som f.eks. Alzheimers sygdom findes medicinsk behandling, som gør, at han kan fungere bedre i længere tid. Tal med egen læge om ændringerne eller, hvis han allerede er tilknyttet en neurolog, drøft det med vedkommende.
Med hensyn til dine egne problemer med at huske, så tal også med egen læge om dette. Lægen kan lave en lille test, som viser omfanget af problemet og kan tage en række blodprøver for at sikre, at du ikke fejler andet.
Den bedste forebyggelse mod hukommelsesbesvær og demenssygdom er at leve et aktivt liv med gode sociale kontakter, at have en sund livsstil, med kost rig på grøntsager og gode olier, samt at undgå rygning og et overforbrug af alkohol.
Det der er godt for hjertet er også godt for hjernen.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.